Sidste nyt fra Sankt Mads Kildemarked
Sankt Mads Marked 2025
– blev i år flyttet til Danehofmarkedet i Nyborg !
Efter vi havde fået afbud til dette års marked i august fra flere sider, incl. kirken og landsbyrådet, valgte vi at aflyse det sædvanlige marked i Vindinge og i stedet takke ja til et tilbud fra Danehofmarkedet, d.4.5.6/7. Her blev vi bedt om at deltage med en særlig afdeling, hvor vi skulle gøre det, Sankt Mads Markedet er særligt kendt for, nemlig at formidle hyggelige børneaktiviteter i middelalderregi.
Der blev altså ikke marked i Vindinge i år, og hvis det skal vende tilbage næste år, kræver det, at der kommer en ny markant gruppe, der tilbyder at løfte en stor del af arbejdsopgaverne.
På generalforsamling i Sankt Mads Lauget 11.3.25 besluttede vi, at sådan skulle det være i hvert fald i år, og vi havde stor fornøjelse af at være en del af Nyborgs store middelalderfestival.
Vi blev tilbudt et samlet stykke bag volden fra madbodernes område og næsten frem til bueskytterne. Her satte vi alle vore telte og flagstandere op, og vi tilbød tovtrækning, snobrød, ballancebom, hesteskokast, stylter, ridderidræt og andet til ungerne, samt en række boder med fremvisning og salg af diverse håndarbejder og andet. Vores store pavillon blev brugt af museet som plancheudstilling med masser af info og demonstrationer af f.eks. Dyrehavemølles aktiviteter. Det fungerede vældig godt.
Det har været sjovt at deltage i Danehofmarkedet, og vi glæder os allerede til at være med igen næste år 3.4.5/ juli.
Vi kan sagtens være flere, der hygger med ungerne eller laver andre aktiviteter, så hvis man har lyst til at være med, skal man bare melde det til formanden, Torben Kragh-Jensen, telf. 2717 7273
Hvis man brænder for at der skal være Madsmarked i Vindinge næste år skal man også bare melde sig, gerne med en større gruppe af yngre stærke kræfter, så skal vi gamle nok hjælpe til, al det vi orker.
![]()
Nyborg Kulturnat 2024
Sankt Mads Lauget deltager i Nyborg Kulturnat 2024 fredag den 24. maj 2024.
Vi sætter et telt op på biblioteksholmen, og går rundt i vore fine middelalderdragter og deler flyers ud, og reklamerer i det hele taget for vores kommende marked.
Har du lyst til at være med i denne aktivitet, så henvend dig til Torben, tlf.: 27177273, for at låne en dragt, hvis du da ikke allerede har din egen.
Vi starter opsætning af telt kl. 14 på biblioteksholmen.
—
Sankt Mads Kildemarked 2024
Lørdag den 17. august 2024
Så er vi i fuld gang med at planlægge dette års middelaldermarked ved Vindinge Kirke. Der er allerede nu flere nye ting på programmet, og vi glæder os til at præsentere alle løjerne for jer.
Program:
Kl. 8.00 Pilgrimsvandring til Helligkilden ledet af Karlo Jeppesen. Mødested ved Vindinge Kirke.
Kl. 10.30 Middelaldermesse i kirken ved Sognepræst Rasmus Markussen. Selvom hele kirken er dækket af stilladser og presenninger p.g.a. renovering, så fungerer den indvendigt lige som den plejer.
Kl. 11.00 Officiel åbning af markedet ved borgmester Kenneth Muhs.
Resten af dagen, frem til kl. 17, er der aktiviteter, boder, gøgl og musik.
Riddere og bueskytter, adelsmænd og -damer, bønder og jonglører, ølkoner og musikanter vil sørge for den helt rigtige middelalderstemning.
Kom også og dans med, når Cultuarte byder op til middelalderdans, mens klovnen drøner rundt og forstyrre det hele.
Der er også lidt gys og gru, når sværdkæmperen Nicolai Hurtighånd demonstrerer sin kunst. Hans skarpslebne våben vil lyne gennem luften og kløve hoveder og knuser knogler.
I skal også nyde når der serveres minnesang og middelalderballader ved luthspilleren Helge Amossen. I skal forundres og imponeres når Mads og Andreas demonstrerer deres formidable evner til at jonglere med flammende stokke, køller og kugler. Hvis I er rigtig modige kan I også selv få lov at prøve.
Derudover kan børnene gå i lære som prinser og prinsesser, de kan dyste som ægte riddere, smede deres egen pilespidser, prøve svævebane, snobrødsbagning, keglebane, tovtrækning og meget andet.
Alle aktiviteter er gratis, når man har betalt markedsløsen.
Når ungerne har deltaget i det, de har lyst til, kan de få et flot diplom for udvist mod og ihærdighed.
For de voksne er der masser af boder med middelalderhistorisk inspirerede varer, samt lækker mad og drikkelse, og selvfølgelig den undergørende, liflige og læskende Sankt Mads Kildeøl.
Der vil også være rundvisning i kirken et par gange i løbet af dagen, og man skal huske at gribe denne chance til at få et indkig i historien bag Fyns største landsbykirke.
Ved indgangen skal der betales
Markedsløsen på 50 kr. for alle over 3 år.
Dog kun 30 kr. for børn under sværdhøjde.
Vi glæder os allerede og er i fuld gang med forberedelserne.
Vi ses til en begivenhedsrig og festlig dag for både børn og voksne.
Se billeder fra forrige års markeder herunder, eller i menupunktet “Billeder”.










